Erotik i antikken

Romernes forhold til sex og erotik var væsentligt anderledes end vores. Det samme gælder romernes forhold til prostitution. Det er derfor vigtigt at få klarlagt forskellene for bedre at kunne se emnet med antikke øjne, fri for nutidens etiske og moralske forestillinger. Alligevel er der adskillige ligheder – ingen tvivl om, at romerne og vi tilhører samme kulturkreds.

Det romerske samfund var først og fremmest meget mandsdomineret, ja, mandschauvinistisk: manden i huset, pater familias, havde hånd og halsret over hele sit hushold, hustru, børn, tjenere og slaver. Mandens magt afspejler sig i romernes forhold til sex og i den erotiske kunst. Den almindelige betegnelse for sex mellem en aktiv mand og hans passive partner, futuere, bør oversættes med “kneppe”, og ikke “bolle”, idet ordet antyder et ulige forhold i selve akten. Manden er den dominerende og har sin partner, som kunne være en pige, kvinde, dreng eller eventuelt en mand, som sexobjekt. Her ses en første og markant forskel mellem datidens og nutidens sexliv, nemlig den udbredte biseksualitet hos romerske mænd. En romersk mand ville undre sig over, hvad en homoseksuel og en bekendende homoseksuel er, selvom langt de fleste romerske mænd foretog sig seksuelle handlinger, som vi ville karakterisere som værende homoseksuelle. Tvedelingen af seksualiteten kendte romerne ikke, og de var heller ikke optaget af spørgsmålet om deres egen seksuelle identitet.

Mandens magt, hans potens, var meget synlig såvel i gadebilledet som inden døre, hvor hans erigerede penis, fallos, ofte er gengivet i skulptur, statuetter, keramik, maleri og mosaik. Enten helt alene eller overdimensioneret på små figurer. Funktionen af fallos var mangefacetteret, men grundlæggende var den et ondtafværgende symbol og beskyttede mod uheld, onde tanker og anslag. Fallos blev gengivet på bygninger og i rum, og den blev båret som amulet eller anden personlig udsmykning. Fremstillingerne kunne have et humoristisk, ofte grovkornet tilsnit, som når dværge eller negre med enorme peniser optræder, eller når en bevinget fallos svæver i luften med en rytter og klokker, som klinger ved den mindste vind eller berøring. Denne dyrkelse af fallos i det offentlige og private rum skal ikke ses som en pornoficering, men som en ganske naturlig del af samfundet og det sociale liv, som altså var meget fokuseret på den mandlige kraft.

Mandens dominans kommer også til udtryk i den måde, hvorpå romerne dyrkede sex. Eksempelvis var oralsex, hvor manden var modtageren, helt normalt og ganske naturligt. Oralsex med kvinden som modtager blev derimod anset som noget for impotente mandspersoner. Det blev anset som nedværdigende og dybt foragteligt for en ‘rigtig’ mand at udføre oralsex på kvinder, og derfor også at blive beskyldt for at udføre det. Et eksempel herpå ses i en indskrift fra Pompeji, hvor en kandidat til et offentligt embede smædes til: “Vælg Isidorus til aedil. Han er fantastisk til at slikke kusse”.

Den seksuelle akt var ikke en handling mellem to socialt ligeværdige personer, og mænds og kvinders status var da også ulige. Ifølge enkelte antikke kilder forventedes almindelig kvinder, i modsætning til prostituerede, at forholde sig passive og modtagende under samlejet. Mænd skulle derimod være aktive og dominerende, uanset om sexobjektet var af han- eller hunkøn. Endvidere fordrede det romerske samfund ikke seksuel afholdenhed for mænd. De kunne rette deres brunst imod de steder, hvor det var problemfrit at få afløb for den. De velhavende kunne frit benytte sig af slaver af begge køn i husstanden, mens mindrebemidlede måtte søge bordeller og gade-ludere.

Prostituerede mænd og kvinder fandtes overalt i den antikke verden, og erhvervet var lovligt. Den romerske elite ringeagtede enhver form for prostitution som moralsk forkasteligt og så ned på de prostituerede. Men prostitution spillede en rolle både økonomisk og socialt. Flere velhavere udlejede ejendomme til prostitution. Der blev derfor ikke taget skridt til at forbyde prostitution før i senantikken. De prostituerede var nok afgrænset socialt fra den romerske elite, men de var ikke fysisk afgrænset fra befolkningen. Fra Rom og Pompeji har vi kendskab til bordellernes placering, som var spredt ud over hele byen. I Pompeji kender man dog kun til ét egentligt bordel, men der kendes derudover talrige værelser på gader, kroer, barer og i tilknytning til badene.