Introduktion til Vesuvbyerne

I år 62 e.Kr. blev området udsat for et kraftigt jordskælv, som ødelagde betydelige dele af Pompeji og påvirkede samtlige byer i bugten. Hurtigt gik man i gang med genopbygning, modernisering og forskønnelse. Men i år 79 e.Kr. blev Napoliområdet udsat for en endnu større naturkatastrofe. Vesuv gik den 24. august i voldsomt udbrud, og både Pompeji og flere andre byer og villa- og gårdområder som Herculaneum, Stabiae og Boscoreale blev rystet af jordskælv og begravet i aske, pimpsten og vulkansk mudder. Fra Plinius den Yngre er bevaret en øjenvidne beretning til udbruddet, og sammen med resultater af udgravningerne har man nøje kunnet rekonstruere hele forløbet.

DE PÆNE DAMER

Fra ca. 300 f.Kr. - 300 e.Kr. kendes hundreder af portrætter af værdige græske og romerske kvinder, enten som grav- eller æres-statuer, som terrakottastatuetter eller på gravrelieffer. De blev i Grækenland fortrinsvis identificeret gennem en indskrift på soklen, men ansigterne gengiver i den romerske periode ofte realistiske portrætter. De tilhører alle det højeste borgerskab, i romerriget endog kejserinder. De viser ideale, beundringsværdige kvinder, hvis rolle som mødre var højt skattet. Deres sexliv var tabu – den mindste antydning af løsagtighed kunne skade hendes familie og slægt.

Pudicitia, iført chiton, kappe og hovedklæde.
Både i Grækenland og i Romerriget blev denne statue kopieret til portrætstatuer af fornemme kvinder, og bl.a. af Augustus’ hustru Livia på mønter og benævnt Pudicitia. Dette betyder, når det gælder kvinder, noget i retning af ‘kysk’, ‘moralsk ren og hævet over sladder’, hvilket var af største vigtighed for den romerske overklasse. Den ideelle kvinde var “bemærkelsesværdig for sin ærbarhed og frugtbarhed” (pudicitia et fecunditate conspicua, Valerius Maximus, ca. 35 e.Kr.). Statuetypen er i 1700-tallet bl.a. blevet kopieret til en gravstatue i Westminster Abbey og i 1818 af Bertel Thorvaldsen til sin berømte portrætstatue af den russiske fyrstinde Maria Fjódorovna Barjátinskaja.

Den store herculanerinde (Demeter?) iført chiton og en kappe, som også dækker hovedet.
Skænket af Fru Bertha Weis, som var gift med møller Andreas Severin Weis, en af museets drivende kræfter. Hun var selv udøvende kunstner.

Den lille herculanerinde (Kore, Demeters datter?) iført chiton og kappe.
Skænket af Fru Etatsraadinde K. Elmquist.

De to statuers græske originaler forestillede sikkert gudinden Demeter og hendes datter Kore. Lod man sig portrættere som dem, fik man referencer til guddommelighed, frugtbarhed og moderkærlighed – og det i en, også for os, værdig skikkelse.

Afstøbningerne blev i 1877 skænket til det gamle Aarhus Museum af to kvinder af det højere borgerskab. På denne måde blev statuerne ‘genbrugt’ kongenialt, for mon ikke statuernes høje prestige og idealkarakter afspejlede givernes selvforståelse?