Prostituerede i det antikke Italien
De prostituerede befandt sig nederst i det sociale hierarki og blev generelt dybt foragtet på linie med f.eks. skuespillere og gladiatorer, hvis hverv også blev anset som moralsk forkasteligt. Begge grupper var ligestillet for loven, og begge blev permanent udgrænset af samfundet, hvilket fortsatte til langt op i kristen tid. Der var mange navne og betegnelser for de prostituerede, men ringeagten for dem træder tydeligst frem i betegnelsen for den ældste og dårligst betalte kategori blandt dem, nemlig de såkaldte bustuariae.
Dette kan oversættes til “gravpladsludere” og de, som udøvede deres hverv som bustuariae, var ofte socialt forulykkede og alkoholiserede. Prisen for deres ydelser var kun halvdelen af, hvad en gængs prostitueret tog, hvilket bekræftes af en graffiti på et gravmonument udenfor Pompeji: “Felix slikker pik for én as”.
Normalt blev et beløb på to as anset for at være bundgrænsen for en seksuel ydelse, hvilket svarede til prisen for et billigt glas varm vin på en bar. I Pompeji var der prisforskelle fra en til 23 as, og i Rom kender vi til endnu højere priser. En indskrift fra Pompeji fortæller om den prostituerede Attice, som over sin faste arbejdsplads havde ladet indridse: “Den, der sætter sig her, skal frem for alt læse dette: Hvis nogen har lyst til at kneppe, kan han få Attice for 16 as”.
DE NØGNE GUDINDER
I 4. årh. f.Kr. skabte billedhuggeren Praxiteles den første græske statue af en nøgen kvinde, kultstatuen af Afrodite i hendes helligdom i Knidos på Lilleasiens vestkyst. I de følgende århundreder blev den kopieret og varieret i det uendelige, ligesom nye typer kom til: delvis draperet, knælende, vridende sit hår, bindende sin sandal og som en del af en gruppe.
Sådanne mere eller mindre afklædte gudindebilleder kunne aldrig ‘genbruges’ til portrætter af græske borgerkvinder. Derimod kendes mange romerske portrætter, som viser kejserfamiliens og overklassens kvinder som nøgne Venus’er! I dag står vi helt fremmed over for et portræt med en nøgen gudindekrop og et realistisk, undertiden ligefrem ældet kvindeportræt. Men disse kvinder var naturligvis ikke frivole ekshibitionister. De kopierede statuers berømmelse og skønhed fremhævede de portrætteredes kvinders betydning og deres høje status. For romerne var Venus’ krop ‘tegn’ for guddommelighed, frugtbarhed og skønhed og var helt uden verdslig, seksuel betydning. Romerske mænd blev vist som nøgne atleter eller guder, igen uden at det blev opfattet seksuelt.
Den kapitolinske Venus.
Romersk kopi efter græsk
forbillede fra 3.-2. årh. f.Kr. med gudindens hoved. Statuetypen er en
variant af Praxiteles’ knidiske fremstilling, hvor gudinden overraskes i badet
og dækker bryst og skød med armene.
Afrodite, Venus fra Milo.
Græsk, ca. 120 f.Kr.
Sammen med statuen blev fundet en hånd med et æble, som sikkert hører til.
 |
Venus Kallipygos,
‘med den smukke bagdel’.
|