Lovgivning og prostitution

Der fandtes ikke en egentlig lovgivning om prostitution i antikken. Vores viden om de restriktioner og rettigheder, som de prostituerede havde, kommer fra sidebemærkninger i datidens juridiske og skønlitterære værker.

Prostituerede i antikken hørte til blandt den laveste klasse, kaldet infames, der udover de prostituerede inkluderede gladiatorer, disses trænere, skuespillere, madammer og alfonser, samt kvinder dømt for utroskab. De romerske love, som involverede de prostituerede, var i princippet rettet mod det romerske samfunds borgerskab. Ved at straffe både kvinder og mænd, som var involverede i utroskab (enten som elsker, utro hustru, eller som en fader/ægtemand, der ikke griber ind), tvang man strengere retningslinier ned over det romerske borgerskab. For den hårdeste straf var, især for eliten, tab af status. Ved at gøre utroskab til en offentlig sag, kunne man sikre sig, at manden ville styre sin hustru i højere grad, således at hun ikke bragte skam over familien.

Det romerske samfund var interesseret i at holde racerne og klasserne rene, dvs. at man hverken som udlænding, slave eller frigivet kunne gifte sig med en romersk borger, og da slet ikke med en fra overklassen, senatorer og lignende. Derfor havde de prostituerede ikke ret til at gifte sig udenfor deres egen klasse og havde heller ikke ret til at bære den respekterede kvindes klædedragt, men skulle bære en mørk toga, som var den mandlige borgers klædedragt. Ydermere skulle de farve deres hår blondt, eller bære en blond paryk.

Lex Iulia de adulteriis coercendis, den augustæiske lov om straf for utroskab fra år 18 eller 17 f. Kr. var især møntet på overklassens kvinder, for hvem en domsfældelse kunne resultere i tab af ejendomme og værdier og i særdeleshed social status. Dette sidste var meget synligt, fordi de nu skulle iføre sig den mørke toga, som var den prostituerede kvindes klædedragt (udenfor arbejdstiden). Mænd, som ikke havde vogtet deres hustruers dyd, kunne blive anklaget for at være alfonser. Der var eksempler på, at mænd stillede deres hustruer til rådighed for andre mænd, for at pleje deres forretningsforbindelser eller opnå økonomiske fordele. Med loven blev den prostituerede et symbol på den seksuelle skam. Ydermere måtte den gruppe, som omfattede alfonser og prostituerede, blive dræbt af ægtemanden/pater familias, hvis de blev opdaget i hustruens/datterens seng. En skæbne, som kun denne gruppe kunne blive udsat for. En yderligere tilføjelse til Lex Iulia blev tilføjet i år 19 e.Kr., da en kvinde fra senatorstanden, Vistilia, udnyttede et smuthul i loven ved at indskrive sig som prostitueret for derigennem at undgå at blive anklaget for utroskab. Denne tilføjelse gjorde det ulovligt for medlemmer af senator- og ridderstanden at praktisere prostitution og lukkede derved smuthullet, som Vistilia havde udnyttet.

Kejser Caligula indførte i år 40 e.Kr. en skat på prostitution, hvor prostituerede og alfonser skulle betale værdien af én service hver dag, også selvom man ikke længere praktiserede eller var blevet gift. En sådan skat kunne tilsyneladende betale sig, for ansvaret for inddrivelsen af den blev på et tidspunkt flyttet fra skatteopkrævere til officerer i militæret. Skattens betydning kan også ses af, at den først bortfaldt i 498 e. Kr.

Prostituerede skulle registreres hos de ansvarlige embedsmænd (ædilerne), og hvis de først var registrerede, kunne de aldrig komme af denne liste igen. Dermed kunne de ikke gifte sig med hvem de havde lyst til, og deres børn og den videre slægt var dermed stemplede. De prostituerede fik uanmeldte besøg af ædilerne, som sørgede for, at de iklædte sig den forskrevne toga og betalte deres skat. Der var da også flere fordele ved ikke at være registreret, f.eks. kunne man beholde den rang, som man havde på den sociale rangstige og kunne derfor gifte sig med hvem, man ønskede, selvfølgelig indenfor lovens rammer. Desuden skulle man ikke betale skat og man blev ikke opsøgt af ordensmagten og kunne deltage i retssager.

Infames kunne ikke få den samme beskyttelse som andre borgere, blandt andet beskyttelse mod korporlig afstraffelse uden dom, som var en af grundstenene i den romerske borgers rettigheder. Dette adskilte frie borgere fra ikke-borgere og især slaver. Infames blev altså ligestillet med slaver på dette punkt, idet magistrater kunne piske dem, hvor og når som helst. Herudover var det forventeligt, at et bordel var et voldeligt og tyvagtigt sted, og at en prostitueret ville blive udsat for vold og voldtægt (stuprum). I en retorisk øvelse af Seneca den ældre (-37 e. Kr.), som omhandler en prostitueret i et bordel, som har dræbt sin voldtægtsmand, bliver der sat spørgsmålstegn ved hendes mulighed for at undgå at blive voldtaget af de pirater, som kidnappede og solgte hende, såvel som af alfonsen, som købte hende, og af de forskellige kunder, som besøgte bordellet. Med andre ord var voldtægt, hvad hun kunne forvente. “Stedet voldtog hende, hvis ingen mand gjorde det.”